Introduktion
Champions Manager 2020-2021 er et online managerspil, hvor virkelige sportspræstationer afspejles på deltagernes virtuelle drømmehold.
Det er nemt at spille med:
Med et imaginært budget på kr. 50.000.000 skal du købe et fodboldhold. Spillerne du kan købe er navngivet efter de spillere som du kender fra virkelighedens klubber, og præstationerne fra virkelighedens kampe veksles således til spillervækst på dit hold. Du kan se hvad der gives vækst for i pointsystemet:
I løbet af spillet kan du foretage udskiftninger på dit hold til hver runde, og dermed justere din holdopstilling i forhold til virkelighedens kampprogram, formkurver, skader og karantæner.
Hvad er ellers vigtigt at vide?
Det overordnede mål i spillet er at øge sit holds værdi mest muligt
Dette gøres primært ved at købe spillere, som formår at indtjene stor spillervækst. Det gælder derfor om at købe og sælge de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter.
Spillet er inddelt i runder
Væksten som gives til dit hold i hver runde, afhænger af hvilke spillere du har på holdet i netop den runde.
Generelt er det en god idé at navigere lidt rundt i spillet for at lære regler, pointsystem og funktioner at kende. Hvis du opnår et godt kendskab til spillet, har du større chance for at havne i den sjove ende af highscorelisten. Du vil desuden opdage at man mange steder kan "dykke ned" i spillet, og f.eks. se udspecificerede oversigter for både egne og andre deltageres hold, samt for virkelighedens hold og spillere.
Kæder og formationer
Henholdsvis forsvaret, midtbanen og angrebet udgør en kæde på dit hold. Når du køber spillere, kan du vælge mellem flere forskellige formationer. Din formation kan altid ændres i forbindelse med spillerhandel.
De penge du ikke bruger på at købe spillere, bliver stående i din virtuelle bank, og kan bruges ved fremtidige spillerhandler
Maks. 4 fra samme hold - frem til runde 9
Frem til kvartfinalerne kan der maksimalt vælges 4 spillere fra den samme klub. Du kan altså selv bestemme om f.eks. alle dine angribere skal være fra samme klub. Når runde 9 (kvartfinalerne) starter, frafalder denne begrænsning.
Undtagelsen fra begrænsningen om antal spillere fra samme klub, er hvis en spiller skifter klub. I så fald bliver det tilladt at have flere end 4 spillere fra den samme klub. Der kan dog ikke gennemføres spillerhandler, hvis der er flere end 4 spillere fra den samme klub på holdet (frem til runde 9). Hvis man ønsker at udskifte spillere, skal reglen om maks. 4 spillere fra samme klub altså igen være overholdt.
Deaktiverede spillere
Spillere fra de hold som bliver slået ud af Champions League-turneringen bliver deaktiveret ved afslutningen af runden, hvor holdet bliver slået ud.
Deaktiverede spillere markeres ved at de er "krydset over" (i tekstvisning er de "streget over"). De kan altid sælges (men ikke købes), og de ændrer ikke værdi.
Runder
Spillet er inddelt i runder. En runde starter i det øjeblik der åbnes for spillerhandel, og forløber indtil alle rundens kampe er blevet afviklet, og der igen åbnes for spillerhandel til den efterfølgende runde.
Handel lukker ved kampstart i runden!
Der kan handles spillere og skiftes kaptajn frem til kampstart i hver runde!
Udsatte / flyttede kampe
Hver klub spiller som udgangspunkt én kamp i hver runde. Det kan dog ske at kampe bliver flyttet, og da runderne i spillet er tidsmæssigt afgrænsede, må evt. udsatte kampe nødvendigvis flyttes fra én runde til en anden. Flyttede kampe kan altså medføre at der er klubber som slet ikke spiller i en runde, mens de spiller to kampe i en anden runde. Udsatte kampe kan i værste fald udgå fra spillet!
Spillere fra de hold som ikke kommer i kamp i runden, ændrer ikke værdi - hverken plus eller minus. Spillere fra hold som spiller to kampe i runden, får både vækst og eventuel kaptajnbonus for begge kampe!
Spillerhandel
Der åbnes for spillerhandel "mellem runderne". Dvs. når den sidste kamp i en runde er spillet, åbnes der for handel fra ca. kl. 12.00 den efterfølgende dag, og indtil det annoncerede tidspunkt for den første kamp i den efterfølgende runde. For alle tilfældes skyld anbefaler vi at holdoprettelser, spillerhandel og kaptajnskifte er afsluttet ca. 10 minutter inden kampstart i runden!
Når der foretages en spillerhandel koster det 1 % af de købte spilleres aktuelle værdi i transfergebyr. Spillerne er derfor reelt lidt dyrere end deres pris antyder. Dette gælder dog ikke inden kampene i runde 1, hvor alle handler er fritaget for transfergebyr. Du kan altid følge med i transfergebyrets størrelse på siden hvor du handler spillere..
Bemærk: Der er fri transfer frem til kampstart i runde 1.
Kontrakter (Basishold)
Ud over transfergebyret koster det en kontrakt for hver spiller der udskiftes. Dvs. for hver spillerhandel der gennemføres, hvor man sælger en spiller for at købe en ny, bruger man en kontrakt. Dette gælder dog ikke inden kampene i runde 1, hvor der frit kan udskiftes spillere uden at man bruger kontrakter.
Basishold har 3 kontrakter til hele spillet, mens Guldhold ikke er begrænset af kontrakter! Basishold kan under hele spillet opgraderes til Guldhold, og kan dermed få fjernet kontrakt-begrænsningen. Bemærk at deltagelse i nogle konkurrencer er betinget af, at købet af eller opgraderingen til Guldhold er foretaget inden det annoncerede tidspunkt for kampstart i runde 1. F.eks. kommer holdet ikke med i Præmiepuljen, hvis det opgraderes efter kampstart i runde 1.
For Basishold er der desuden mulighed for at købe ekstra kontrakter på holdsiden.
Kaptajn
Du skal vælge en kaptajn blandt dine 11 spillere. Din kaptajn stiger og falder i værdi på almindelig vis, og derudover indtjener han en "Kaptajnbonus" som svarer til det han er steget i værdi i runden.
Det koster ikke gebyr at skifte kaptajn, så vælg altid den spiller du forventer vil gøre det bedst i den igangværende runde. Valget af kaptajn er en del af holdopstillingen og derfor er det kun muligt at skifte kaptajn mens spillerhandel er åben.
Din eventuelle kaptajnbonus vises ikke ud for spilleren. Beløbet kommer derimod direkte i banken, og vises kun i "Kaptajnbonus-feltet" på din holdside. Dette skyldes at bonusen ikke er en generel vækst til spilleren, men udelukkende en bonus til dit hold (der kan jo være mange andre deltagere, som har samme spiller, uden han er valgt til kaptajn).
Corona
Eventuelle påvirkninger af coronavirus/COVID-19 - såsom udgåede spillere, hold, kampe samt ændringer af spillets runder osv. - håndteres ikke anderledes end hvis forholdet havde haft en anden årsag. Vi henviser i øvrigt til vores generelle regler og forbehold ang. 'Aflysning af managerspil' samt 'Tvivl og uenighed' (punkt 9 og 10).
Antal hold
Det er kun tilladt at oprette ét basishold pr. deltager/person. Ønskes der flere hold kan der købes Guldhold for kr. 59,- pr. hold. inden spilstart eller 99,- efter spilstart.
Guldhold har mulighed for at tilkøbe deltagelse om præmier for kr. 20,- men kun i forbindelse med holdets aktivering inden kampstart i runde 1.
Skader og karantæner
Deltagere med Guldhold og Guld+ kan se information om skader og karantæner. Informationen er vejledende og markeres med små ikoner ud for spilleren. Deltagere med Basishold kan ikke se denne information. Læs evt. mere om skader/karantæner i vores FAQ.
Spilopdatering
Kampene i spillet bliver opdateret live. Du kan derfor følge med i dine spilleres individuelle vækst mens kampene spilles.
Live-opdateringer er vejledende og skal verificeres før de tæller endeligt med i spillet. Kampene bliver verificeret samme aften som de er blevet spillet.
Når spillerhandel bliver åbnet efter validering af resultaterne, er det som udgangspunkt de resultater som systemet er opdateret med, der er de gældende. Hvis der efterfølgende laves ændringer i virkeligheden (f.eks. ændring af assist eller kreditering af scoring), bliver spillet normalt ikke korrigeret tilsvarende, med mindre ændringen kommer inden kampstart i den efterfølgende runde. Vi forbeholder os dog ret til at vurdere ændringerne enkeltvis og det er alene Swush.com som afgør om der foretages ændringer.
Spilslut
Champions Manager 2020-2021 slutter efter finalen er færdigspillet, opdateret og verificeret ca. d. 31. maj 2021.
Hvem må deltage
Alle kan deltage med både Basis- og Guldhold. Dvs. alle må købe Guldhold, men for at tilkøbe deltagelse om præmier i spillet (hvilket også forudsætter køb af Guldhold) skal deltageren være minimum 18 år og bosiddende i Danmark! Alle vindere bliver valideret via indsendelse af scan/foto af pas eller kørekort.
Pointsystem
Regel | Vækst |
---|---|
Mål og Assist |
|
Scoring af angriber | 100.000 |
Scoring af midtbane | 125.000 |
Scoring af forsvar | 150.000 |
Scoring af målmand | 250.000 |
Selvmål | -75.000 |
Assist 1 | 50.000 |
Skud på mål 2 | 10.000 |
Afgørende scoring |
|
Scoring til sejr 3 | 30.000 |
Scoring til uafgjort 3 | 15.000 |
Special |
|
På banen 4 | 7.000 |
Ikke på banen 4 | -5.000 |
Rent mål forsvar 5 | 50.000 |
Rent mål målmand 5 | 75.000 |
Redning af målmand 7 | 5.000 |
Reddet straffe 8 | 100.000 |
Brændt straffe 8 | -30.000 |
Hattrick | 100.000 |
Regel | Vækst |
---|---|
Holdpræstation |
|
Vundet | 25.000 |
Uafgjort | 5.000 |
Tabt | -15.000 |
Hold scorer 6 | 10.000 |
Modstanderhold scorer 6 | -8.000 |
Straffesparkskonkurrence 9 |
|
Vundet | 25.000 |
Fairplay |
|
Gult kort | -20.000 |
Rødt kort | -50.000 |
Finans |
|
Kaptajnbonus | 1 × vækst |
Bankrente | 1% |
1. Assist
Assists verificeres ift. ESPN. Vi forbeholder os dog ret til at korrigere i tilfælde af uomtvistelige fejltildelinger/mangler.
2. Skud på mål
Skud på mål gives ved skud inden for målrammen, som ikke resulterer i mål. Der gives ikke vækst for 'skud på mål' ved scoringer, straffespark, ved skud på stolpe/overligger, blokeringer eller skud forbi mål.
'Skud på mål' leveres 100 % af vores datapartner og er ikke til diskussion.
3. Afgørende scoring
Afgørende scoring skal ses i forhold til kampens slutresultat, og gives til målscoreren som ændrer kampens udfald fra nederlag til uafgjort, eller fra uafgjort til sejr. Eksempler på afgørende scoring:
0-1: Kampens enlige mål (medfører sejr)
2-0: Kampens første mål (medfører sejr)
1-3: Udeholdets mål nr. 2 (medfører sejr)
2-2: Kampens sidste mål (medfører uafgjort)
Der kan kun være én afgørende scoring pr. kamp. Afgørende scoring bortfalder, hvis den udslagsgivende scoring er et selvmål.
4. På banen
Gives til spillere som figurerer i startopstillingen, eller bliver indskiftet i løbet af kampen. En spiller der ikke kommer på banen i løbet af kampen vil altid få -5.000 uanset hvordan hans hold klarer sig, da han ikke har haft aktiv indflydelse på kampens resultat.
5. Rent mål
Vækst for rent mål forudsætter følgende:
1. Holdet har ikke indkasseret mål igennem hele kampen. Dvs. 0 mål scoret imod holdet.
2. Spilleren har været på banen i minimum 60 minutter af den ordinære spilletid.
Bemærk at de angivne minutter i vores kampreferater vil være gældende, og vi indlader os ikke på diskussioner angående antal spillede minutter.
6. Hold scorer / modstanderhold scorer
Gives udelukkende til de spillere som er på banen når målet scores. Spillere som ikke er på banen på scoringstidspunktet, tildeles ikke denne værdi-ændring. Bemærk at en evt. skadet spiller, som ikke er blevet udskiftet, stadig betragtes som værende "på banen".
7. Redning af målmand
Redning af målmand gives ved skud inden for målrammen, hvor målmanden forhindrer en scoring.
'Redning af målmand' leveres 100 % af vores datapartner og er ikke til diskussion.
8. Reddet/Brændt straffe
Reddet straffe gives til spilleren som er målmand i straffesparkssituationen (* hvis det skulle være en "markspiller" som står på mål, får han altså stadig vækst for "Reddet straffe"). Ved straffespark bliver der enten scoret eller reddet/brændt. Vækst for reddet/brændt straffe gives uanset årsagen til at der ikke blev scoret (f.eks. stolpeskud, skud forbi mål, regulær redning osv.).
9. Straffesparkskonkurence
Der gives vækst for ordinær spilletid, tillægstid og eventuel forlænget spilletid. Der gives altså ikke vækst for mål m.m. i en eventuel straffesparkskonkurrence. I tilfælde af straffesparkskonkurrence er det således også resultatet efter den forlængede spilletid, der er gældende i spillet. Spillere der har været på banen for det hold der vinder straffesparkskonkurrencen, vil derudover modtage "Vundet" på straffesparkskonkurrence.