Introduktion

Premier Manager er et online managerspil, hvor virkelige sportspræstationer afspejles på deltagernes virtuelle hold.

Det er nemt at spille med:

Med et imaginært budget på $50.000.000 skal du købe et fodboldhold. Spillerne du kan købe er navngivet efter de spillere som du kender fra virkelighedens klubber, og præstationerne fra virkelighedens kampe veksles således til spillervækst på dit hold. Du kan se hvad der gives vækst for i pointsystemet:

Se pointsystem

I løbet af spillet kan du foretage udskiftninger på dit hold, og dermed justere din holdopstilling i forhold til virkelighedens formkurver, skader, karantæner og kampprogram.

Hvad er ellers vigtigt at vide?

Det overordnede mål i spillet er at øge sit holds værdi mest muligt

Dette gøres primært ved at købe spillere, som formår at indtjene stor spillervækst. Det gælder derfor om at købe og sælge de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter.

Spillet er inddelt i runder

Væksten som gives til dit hold i hver runde, afhænger af hvilke spillere du har på holdet i netop den runde. Dette er især vigtigt at notere sig, hvis der er udsatte kampe.
Se rundeoversigt >>

Generelt er det en god idé at navigere lidt rundt i spillet for at lære regler, pointsystem og funktioner at kende. Hvis du opnår et godt kendskab til spillet, har du større chance for at havne i den sjove ende af highscorelisten. Du vil desuden opdage at man mange steder kan "dykke ned" i spillet, og f.eks. se udspecificerede oversigter for både egne og andre deltageres hold, samt for virkelighedens hold og spillere.

Kæder og formationer

Henholdsvis forsvaret, midtbanen og angrebet udgør en kæde på dit hold. Når du køber spillere, kan du vælge mellem følgende formationer:

5-4-1    5-3-2    4-5-1    4-4-2    4-3-3    3-5-2    3-4-3

Hvis du f.eks. vælger en 3-5-2 opstilling, skal du købe 3 forsvarsspillere, 5 midtbanespillere og 2 angribere til dit hold. Uanset hvilken formation du vælger, skal du købe en træner og en målmand. Formationen kan altid ændres i forbindelse med spillerhandel.

De penge du ikke bruger på at købe spillere, bliver stående i banken, og kan bruges ved fremtidige spillerhandler. Den samlede startværdi for alle hold (inkl. indestående i banken) er således 50.000.000.

Antal spillere

Du kan maksimalt vælge 4 spillere - eller evt. træner samt 3 spillere - fra den samme klub. Position er ingen begrænsning, og du kan altså selv bestemme om f.eks. alle dine angribere skal være fra den samme klub.

Undtagelsen fra begrænsningen om antal spillere/træner fra samme klub, er hvis en spiller/træner på dit hold skifter klub undervejs i spillet, og således bliver holdkammerat til andre spillere som findes på dit hold i forvejen. I så fald bliver det tilladt at have flere end 4 spillere fra samme klub, da de kun er i samme klub i kraft af et klubskifte undervejs i spillet.

Bemærk dog at du ikke kan foretage spillerhandler, hvis du har flere end 4 spillere (eller 3 spillere samt træner) fra den samme klub. Du skal således sælge spillere/træner fra den pågældende klub, så du har maks. 4 på dit hold. Det er altså en betingelse at du har maks. 4 fra samme klub, når du vil gennemføre handler.

Klubskifte og fyringer

Hvis en spiller skifter klub i virkeligheden, vil han tilsvarende skifte klub på Holdet.dk. Hvis skiftet er til en klub uden for Premier League, bliver spilleren deaktiveret.

Deaktiverede spillere og trænere

Deaktiverede spillere og trænere markeres ved at de er "krydset over". De kan altid sælges (men ikke købes), og de ændrer ikke værdi - hverken plus eller minus.

Hvis en træner siger op eller bliver fyret, så bliver han deaktiveret, og holdets nye træner tilføjes spillet i forbindelse med den runde, hvor han tiltræder jobbet. Hvis man ønsker at få den nye træner fra den pågældende klub på sit hold, skal man altså sælge den deaktiverede træner og derefter købe den nye.

Vi forsøger naturligvis at holde spillertrupperne opdateret, men du har selv ansvar for hvilke spillere der er på dit hold. Der gives altså ingen kompensation for tab i vækst som skyldes klubskifter, fyringer, opsigelser osv.

Runder

Spillet er inddelt i runder. En runde starter i det øjeblik der åbnes for spillerhandel, og forløber indtil alle rundens kampe er blevet afviklet, og der igen åbnes for spillerhandel til den efterfølgende runde. Hver runde indeholder altså: [Evt. spillerhandel - kampe - verificering]

Handel lukker 1 time før kampstart i runden (runde 1 undtaget)!

I runde 1 kan der oprettes hold og handles spillere frem til kampstart! I alle efterfølgende runder bliver der lukket for spillerhandel, anførerskifte og holdoprettelse 1 time før kampstart i runden. Dette er tilføjet så man ikke skal være "bundet" til computeren hver runde, for at vente på holdopstillinger for rundens første kamp(e).

Hvert managerhold tildeles spillervækst for de spillere som udgør holdopstillingen i den pågældende runde - og underforstået for de kampe som udgør runden.

Runderne i Premier Manager er tidsmæssigt afgrænsede. Det betyder at en runde skal være helt overstået, før en anden runde kan begynde, og kampe som ændrer spilledato kan derfor godt blive flyttet fra én runde til en anden. Runderne i spillet kan dermed godt være forskellige fra virkelighedens runder, da kampene i virkeligheden ikke ændrer rundenummer selv om spilledatoen ændres.

Vær især opmærksom på:

  • Tidspunkt for rundestart: HUSK at sætte hold en time før rundens første kamp, da der lukkes for handel på dette tidspunkt (runde 1 undtaget)! De fleste runder starter om lørdagen, men runderne kan i princippet starte alle ugedage. Vær f.eks. opmærksom på midtuge-runder!
  • Matchups: Spilles der kampe hvor det ene hold er storfavorit til at vinde, og giver det anledning til anførerskifte eller evt. udskiftning af spillere? Tjek altid rundeinddelingen og tag dine forholdsregler.
  • Udsatte kampe: Er der nogle hold som spiller to kampe i runden, eller er der nogle hold som slet ikke spiller? Begge tilfælde har naturligvis indflydelse på de involverede spilleres vækstmuligheder.

Udsatte / flyttede kampe

Hver klub spiller som udgangspunkt én gang i hver runde. Det sker dog jævnligt at kampe bliver flyttet, og da runderne i spillet er tidsmæssigt afgrænsede, må de udsatte kampe nødvendigvis flyttes fra én runde til en anden. Flyttede kampe kan altså medføre at der er klubber som slet ikke spiller i en runde, mens de spiller to kampe i en anden runde.

Hvis en kamp bliver flyttet til en ny dato, så vurderer vi om det er nødvendigt at flytte kampen til en anden runde, og i så fald hvilken runde det er hensigtsmæssigt at knytte kampen til (udsatte kampe kan i værste fald udgå fra spillet). Ændringer i kampprogrammet er en del af spillet, så sørg for at holde øje med eventuelle ændringer og sæt dit hold derefter.

Spillerne fra de hold som ikke kommer i kamp i runden, ændrer ikke værdi - hverken plus eller minus. Spillere fra hold som spiller to kampe i runden, får vækst for begge kampe (dog kun 1x anførerbonus).

Anfører

Du skal vælge en anfører blandt dine 11 spillere. Din anfører stiger og falder i værdi på almindelig vis, men derudover får du et tilsvarende beløb tilført som en "anførerbonus" (gives kun hvis din anfører er steget i værdi).

Hvis din anfører er fra et hold, som spiller to kampe i en runde, får han kun anførerbonus for den ene kamp - nemlig for den første kamp holdet spiller i runden. Dvs. at spilleren i princippet kan score hattrick i holdets anden kamp uden at modtage anførerbonus - f.eks. hvis han ikke var på banen i holdets første kamp.

Det koster ikke gebyr at skifte anfører, så vælg altid den spiller du forventer vil gøre det bedst i den igangværende runde. Valget af anfører er en del af holdopstillingen og derfor er det kun muligt at skifte anfører mens spillerhandel er åben.

Din eventuelle anførerbonus vises IKKE ud for spilleren. Beløbet kommer derimod direkte i banken, og vises kun i "Anførerbonus-feltet" på din holdside. Dette skyldes at bonusen ikke er en generel vækst til spilleren, men udelukkende en bonus til dit hold (der er jo mange andre deltagere som har samme spiller, uden han er valgt til anfører).

Spillerhandel

Du har mulighed for at udskifte spillere mellem kampene i hver runde. Når du foretager en spillerhandel koster det 1 % af de købte spilleres aktuelle værdi. Spillerne er derfor reelt lidt dyrere end deres pris antyder. F.eks. koster en spiller til $5.000.000 i virkeligheden $5.050.000, hvor transfergebyret udgør de sidste $50.000. Dette gælder dog ikke inden kampene i runde 1, hvor alle handler er fritaget for transfergebyr. Du kan altid følge med i transfergebyrets størrelse, på siden hvor du handler spillere.

Nyoprettede hold

For nyoprettede hold (efter kampene i runde 1 er startet) gælder samme princip. På nyoprettede hold er det altså altid muligt at udskifte spillere uden transfergebyr, indtil kampene i den aktuelle runde starter.

Hvornår skal man udskifte spillere?

Hvis én eller flere af dine spillere bliver skadet, ikke skal i kamp i den igangværende runde, eller generelt ikke lever op til forventningerne, så kan det måske betale sig at lave en spillerhandel. Selv om det er fristende at udskifte spillere, så overvej altid om de ønskede spillere på sigt kan forventes at opveje transfergebyret.

Handel lukker en time før første kamp i runden starter (runde 1 undtaget), men for alle tilfældes skyld anbefaler vi at holdoprettelser, spillerhandel og anførerskifte er afsluttet ca. 5 minutter før dette!.

Bemærk: Der er fri transfer frem til kampstart i runde 1 - lørdag d. 1. januar kl. 13.45!

Valg af spillere

Der er ingen simpel opskrift på succes på Holdet.dk, for man kan aldrig med sikkerhed vide, hvordan en spiller vil klare sig i de kommende runder. Følgende overvejelser kan dog med fordel indgå i dine valg af spillere:

  • Lav fornuftig research og træf dine egne beslutninger! Læs nyheder og opsøg troværdig information om formkurver, skader, karantæner og holdopstillinger.
  • Hvad er spillerens pris i forhold til det vækstudbytte du kan forvente? Man må formode at de dyreste spillere kommer til at indtjene mest, men der vil altid være nogle spillere som er relativt lavt prissat, i forhold til hvad de præsterer. Spillet går i høj grad ud på at finde de succesfulde spillere som er "lavt" prissat, så de har en god vækstindtjening i forhold til pris.
  • Hvilket hold spiller han for? Har holdet udsigt til nemme eller svære kampe? Kan spilleren optjene vækst i kraft af sine medspilleres præstationer, eller spiller han for et hold der sædvanligvis har det svært, så han primært må optjene vækst i kraft af sin egen præstation?
  • Hvor mange kampe skal holdet spille i den aktuelle runde? Der er mulighed for udsatte kampe, og det kan betyde at holdet slet ikke skal spille, men det kan også betyde at holdet skal spille to kampe. Hold derfor øje med rundeinddelingen.
  • Hvor meget er spilleren på banen? Nogle spillere er marginalspillere, og har derfor begrænset spilletid.

Systemopdatering

Kampene i spillet bliver opdateret live. Du kan derfor følge med i dine spilleres individuelle vækst mens kampene spilles. Vækst for holdpræstationer som "vundet", "uafgjort" og "tabt" samt vækst for "afgørende scoring", gives efter kampens afslutning.

Live-opdateringer er vejledende og skal verificeres før de tæller endeligt med i spillet. Kampene bliver verificeret den efterfølgende morgen/formiddag efter de er blevet spillet.

Nogle gange forløber en spillerunde over mange dage. Der bliver åbnet for spillerhandel ca. kl. 12.00 dagen efter den sidste kamp i runden er spillet.

Når spillerne bliver låst op efter validering af resultaterne, er det som udgangspunkt de resultater som systemet er opdateret med, der er de gældende. Hvis der efterfølgende laves ændringer i virkeligheden (f.eks. annullering af gult kort, kreditering af scoring osv.), bliver spillet normalt ikke korrigeret tilsvarende, med mindre ændringen kommer inden kampstart i den efterfølgende runde. For sidste runde gælder en "forældelsesfrist" på 2 døgn fra afslutningen af rundens sidste kamp. Vi forbeholder os dog ret til at vurdere ændringerne enkeltvis og det er alene Swush.com som afgør om der foretages ændringer.

Skjulte hold

  • Runde 1: Alle hold er skjult, indtil handel lukker første gang.
  • Øvrige runder: Det er aldrig muligt at se hvilke handler og anførervalg andre hold har foretaget, før handel er lukket. Dvs. at så længe der er åbent for handel og anførerskifte, er det holdet fra sidste runde der vises!

Når man ser på andre deltageres hold, er det altid det seneste låste hold der vises. Det er altså ikke muligt at se andre deltageres hold for den igangværende runde, før der er lukket for spillerhandel. Alle hold låses første gang 1 time før det programsatte tidspunkt for den første kamp i runde 1. Indtil da er alle hold skjult, og hvis du går ind på en anden deltagers hold vises beskeden "Dette er et snapshot af holdet fra sidste runde".

Med "Skjulte hold" kan man ikke aflure hvilke handler og anførervalg konkurrenterne har foretaget, før holdene er blevet låst.

Spilslut

Premier Manager slutter efter sidste runde er færdigspillet og opdateret i spillet ca. d. 23. maj 2011.